Kildedal Park Global Nature Copenhagen
Bæredygtig,
fremtidssikret attraktion vendt mod et globalt publikum
Vision
Kildedal Park Global Nature Copenhagener Danmarks første bæredygtige rekreations-, konference- og oplevelsespark, hvor effekter på natur og klima er minimerede og bygninger og aktiviteter udformes i samspil med det omkringliggende miljø og de lokale beboere. Kildedal Park Global Nature bliver orienteret mod ferie, events, konferencer, attraktioner, oplevelser, underholdning og shopping til international standard. Det gennemgående tema for attraktioner, arkitektur og anlæg vil være 'vand'.
Kildedal Park vil sætte nye standarder for hvordan ambitiøse miljøhensyn, højteknologiske løsninger og enestående arkitektur kan mødes med publikums forventninger om service, komfort og oplevelser. Bæredygtigheden er konsekvent gennemført i alle aspekter, for eksempel:
→ bæredygtig turisme og oplevelsesindustri
→ det visuelle udtryk, arkitektur, lyd og lys
→ skandinavisk design af møbler, indoor deco, helt ned til tallerkner, køkkenudstyr, elektronisk udstyr med videre
→ anlægsarkitekturen, 'landscaping' - integration i landskab, geografi og geologi
→materialevalg
→energikredsløb (særligt rumopvarmning og isolering, cf. PassivHus teknologi mv.)
→vandkredsløb og transportløsninger
→lokalområdet og lokalsamfundet
→virksomhedernes sociale ansvar / CSR
→ grønt forbrug gennem livs-cyklus baseret bæredygtighed og fair trade
→ affaldssortering
→ attraktioner / Educatoriums
Kildedal Park vil blive økonomisk og tematisk integreret i et netværk med relevante danske/nordiske virksomheder og organisationer og med oplevelser, der knytter sig til naturen. Arbejdskraft og arbejdsmiljø afspejler de fine, nordiske bestræbelser på etnisk, kønsmæssig, aldersmæssig balance, medarbejderinddragelse mv. og virksomhederne i Kildedal Park og leverandører hertil er forpligtede på rummelighed og Corporate Social Responsibility i dets forskellige dimensioner.
Services
- Hotel(ler)
- Konferencefaciliteter
- Ferielejligheder/feriehuse
- Restauranter & Catering
- Wellness, fitness, kurbade, detox mv.
- Attraktioner/Aktiviteter
- Sportsmuligheder: Dykning, klatrevægge, mountainbikebaner, kajakbaner, svømning, vandpolo, volleyball, beachvolley osv.
- Naturoplevelser
- Shopping (kun certificerede, ex. 'Fair Trade')
- Showrooms / showcases for bæredygtig teknologi
- Community-faciliteter for relevante organisationer i Øresundsregionen
- Lærende muligheder for skoleelever
- Webbaserede services og oplevelse
Alle services skal leve op til såvel fælles som individuelt tilpassede standarder (evt. allerede eksisterende standarder på europæisk/globalt plan) for bæredygtighed ift. de nævnte parametre.
White Water Adventure Park, København (BIG arkitekter), færdigbygget 2009 |
Målgruppe
Hotelfunktionerne i Kildedal Park Global Nature Copenhagen vil tiltrække konferencegæster til konferencer i Øresundsregionen, herunder særligt København, men også Malmø, Helsingør/Helsingborg, Roskilde og øvrige Sjælland. Hertil kommer konferencegæster til egne konferencer i Kildedal Park. Hotelfunktionerne vil ligeledes tiltrække turister, der er på besøg i København/Østersøregionen. Derudover vil ferieboliger tiltrække ejere/gæster. Endelig vil attraktionerne tiltrække såvel dagsgæster som overnattende gæster. Der er tale om et bredt. købedygtigt og i stigende grad miljøbevidst segment, som vil fastholde sin mobilitet og sine krav til egen fornybarhed, men i fremtiden lægge stadig større vægt på at forene disse krav med miljøets fornybarhed. Projektet i denne vision vil tiltale såvel den almindelige forbruger som mere specielt interesserede, sidstnævnte ikke mindst fra udlandet.
Attraktioner
Parken skal omfatte mindst én attraktion i verdensklasse (på højde med Legoland, Randers Regnskov, Tivoli, Danfoss University, Pipiland osv.), med en tydelig inspiration fra miljøområdet. Det kunne hedde Kildedal Park Global Nature. Danfoss Universe på Als (330.000 besøgende om året) er den danske attraktion, der kommer tættest på idéerne her i papiret, men også Experimentarium i Hellerup og Tycho Brahe Planetariet i København er indenfor denne kreds. Tematisk kunne 'vand' (is, damp, regn, vandfald, vandkredsløb, ekstreme vejrbegivenheder, sejlsport, vandsport, viden om vand, eksperimenter med vand, vandland osv.) være det tværgående tema, der skaber sammenhæng i såvel anlæg, arkitektur, bygninger og oplevelser.
Bjarne Ingels Groups vinderforslag til Danmarks nye Maritime Museum, København. |
En anden relevant attraktion kunne være en tropisk regnskov - á là Randers Regnskov, blot væsentligt større og i Zero Energy Building (ZEB) design. Adgangen til Storkøbenhavn fra Skandinavien og Europa er væsentligt bedre i Kildedal end i Randers, og der kan kalkuleres med langt større besøgstal. Regnskoven kunne være en del af en Kildedal Park Global Nature attraktion, med andre regioner (herunder den nordiske) repræsenteret - et økologisk landbrug kunne være integreret heri (der findes flere i lokalområdet). Der kunne tænkes et samarbejde med relevante communities i for eksempel Sydamerika eller Afrika, således at attraktionen tillige fungerer i en udviklingssammenhæng (ex. at en regnskov støtter bevaringen af tilsvarende økosystem i Syd. Tilsvarende for de mere teknologiske aktiviteter, der måske kunne implementeres i Syd). En anden idé kunne være 'vikinge'-tema, hvor Lejre så at sige omsættes til mere Disneyland / mainstream layout, men med blik for det balancerede 'økologiske' liv dengang - og de sagn og sagaer (de islandske for eksempel), der også knytter sig til den idé.
Med inspiration i Experimentarium kunne man også forestille sig et Kildementarium, en edutainment attraktion, med udgangspunkt i det globale økosystems dynamikker (herunder de aktuelle, muligvis livstruende antropogene (altså menneskeskabte) forandringer) integreret med forskellige teknologiske muligheder og innovationer til at imødegå disse forandringer (alternative energikilder, fission og fusionsenergi, lav-energi transport (en racerbane med soldrevne go-carts for eksempel). Disse aktiviteter skulle endvidere være åbne for skoler i DK og Sverige/Norge/Tyskland mv.
Khan Shatyry Entertainment Centre, Foster + Partners , Kazakhstan
|
Mere konventionelt kunne indgå et tropisk vandland - hvilket formentlig relativt enkelt kunne gøres i hvert fald lav-energi. Hertil kommer de kemiske og øvrige hygiejniske foranstaltningers miljøpåvirkning. Et sådan vandland kunne integreres med et tropisk akvarium, så man for eksempel svømmede ved siden af truede tropiske fisk eller koralrev, kun adskilt af glasvæg. Eller egentlige dykkeraktiviteter i kunstigt skabte koralrev.
Arkitekter
Hovedattraktionen/-erne (såvel som bygninger i øvrigt) kunne blive tegnet af arkitekter i klasse med Frank Gehry (Bilbao Guggenheim) eller Norman Foster, der har ombygget Rigsdagen i Berlin til en stort set CO2 neutral bygning med en lang række originale løsninger tilmed i en relativ gammel bygning. Foster tegner pt. den nye Elefanthus i Zoologisk Have, København. Cecil Balmonds fra det danskstiftede firma Arup,Toyo Ito, Rem Koolhaas, Alvaro Siza, Jean Nouvel og Daniel Libeskind kan også nævnes her, sammen med danske Søren Robert Lund (Arken, Ishøj) og Bjarke Ingels, BIG arkitekter.
Arup er muligvis verdens førende arkitekt og ingeniørfirma indenfor bæredygtighed og carbon-neutralitet. Aktuelt arbejder Arup med en ny energi-neutral by - Dong-Tan - i Kina, hvor omkring 80.000 mennesker skal bo i 2020 - og på længere sigt skal 500.000 mennesker bo og leve her.
Dongtan City, Kina ved Arup |
Interessenter
Danmark er rig på virksomheder, der lever af klimaforandringer / stigende energipriser / miljøteknologi: Vestas, Novo Nordisk, Novozymes, Rockwool, Danfoss, Grundfos, DONG, Vattenfal, de store kraftværker og visse mindre, high-tech virksomheder og servicevirksomheder er udset til deciderede 'klimavindere' og ville måske kunne mobiliseres til at skabe et globalt orienteret showrooms af teknologi og services. Hertil kommer en række ikke-danske virksomheder, der har interesser eller filialer i Skandinavien. Disse virksomheder kunne måske være interesserede i konference / faculty faciliteter i Kildedal Park.
Ud over de kommercielle virksomheder er der naturligvis også NGO og GO verdenen. Selvklart ville danske organisationer som DN, Nephentes, byøkologerne og lignende være relevante. WWF og UN / IPCC kunne spille en rolle som 'moralsk sponsor', der kunne være med til kvalitetssikring osv., tilsvarende med Miljøstyrelsen, SBI eller Risø her i landet. Derudover skulle nedsættes et Advisory Board med stærke klimaprofiler som Tim Flannery, Goerge Monbiot, Katherine Richardson, prodekan v. det Naturvidenskabelige Fakultet, KU, Lars G. Josefson, Vattenfall CEO med flere.
Der er næppe heller tvivl om, at Egedal Kommune ville kunne motiveres til at bygge videre på kommunens 'grønne profil' som Stenløse Syd er et nyligt eksempel på. På landsplan ville Miljøminister Connie Hedegaard - og en lang række andre ministre - utvivlsomt blive tiltalt af ambitionen om at forene miljøtænkning med oplevelsesøkonomi, forretning og 'oplysning'. Ikke mindst set i lyset af statsministerens ambition om at Miljøtopmødet i København 2009 skal sikre Kyotoaftalens næste runde. Udenfor regeringen ville opbakningen formodentlig være mindst ligeså stor.
Educatorium, Rem Koolhaas, Holland |
Økonomi
Økonomien i det foreliggende er ikke specificeret mere præcist, end økonomien i Egedal Kommunes høringsudspil er specificeret. Men de foreliggende idéer vil formentlig have en længere tidshorisont for break-even, altså en længere tilbagebetalingsperiode. På den anden siden: I et ret sandsynligt 50-års perspektiv vil energipriserne (cf. oliereservens endeligt) formentlig blot stige, hvorefter et lavenergi / nulenergi projekt i så fald vil udkonkurrere et konventionelt projekt som Investors. Der er næppe tvivl om, at de konventionelle vandlande er hårdt ramt af stigende energipriser. Tilsvarende regner vi det for sandsynligt, at det her beskrevne projekt - i modsætning til Investors oprindelige idé - vil kunne få attraktionevne i en dansk Top 10 eller Top 20, måske endda mere.
Kildedal Park Global Nature - navnet
Kildedal Park er muligvis for 'anonymt', men det er det aktuelle, der er i spil. Kildedal Park Global Nature afspejler visionen for dette projektudkast. Alternativt kunne man blot oversætte kommunens navn: Oak Valley Park Copenhagen, i kort form Oak Valley. Dette ville nok tiltale enkelte byrådsmedlemmer (!). Ligeledes med Kildedal Park: Spring Valley Park, kort Spring Valley. Måske bedre, og anslår vand-temaet. Kildedal Water Universe ville også være en option. Der skal under alle omstændigheder arbejdes videre med navnet i forhold til indhold, branding og markedsføring.
Baggrund - globale, menneskeskabte klimaforandringer
Baggrunden for nærværende forslag er en erkendelse af global, antropogen opvarmning, som blandt andre FNs videnskabelige klimapanel, IPCC har dokumenteret og som danner baggrund for Kyoto-protokollen om kontrol af blandt andet CO2 udledningen og som Danmark har tilsluttet sig. Denne diskussion vil ikke blive gentaget her, men udgør forståelsesrammen for projektet, og giver projektets bæredygtighed en påtrængende alvor.
Egedal Kommune har blandt andet modtaget Rockwoolprisen på baggrund af Stenløse Syd, som i omfang og energiambition er landsførende. Dette projekt vil lægge sig i forlængelse af Stenløse Syd, og i skala og energiambition gøre Kildedal Park Global Nature til ikke alene Nordeuropas største oplevelsespark, men største nul-energi/lav-energi attraktionsprojekt overhovedet, muligvis endda globalt.
Baggrund fra Egedal Kommune
Forslaget fra Investor til Egedal Kommune citeret fra 'Kildedal Park som fritids- og oplevelsesområde', Egedal Kommune 2007, for hørings dokument:
'Forslaget fra investor indebærer, at hele Kildedal Park udvikles til et stort oplevelsesområde. Ifølge forslaget skal der etableres en centerbebyggelse på op til 55.000 m² med tropisk vandland, wellness, fitness, skidome, restauranter, konferencefaciliteter
og meget mere.
Centret opføres i etaper og i den 1. etape skal der opføres ca. 20.000 m². Hertil kommer op til 2.000 overnatningsfaciliteter i form af ferieboliger og/eller enheder drevet i henhold til hotel- og restaurationslovgivningen. Den 1. etape omfatter ca. 710 ferieboliger. Ferieboliger skal være i privat eje. Fuldt udbygget forventes ca. 600,000 dagsgæster
og omkring 1,8 millioner overnatninger pr. år.'
Der vil være brug for at se flere specifikationer fra Investor omkring dennes idéer, men det er vores vurdering, at et så stort projekt ikke kan drives og udvikles uden mere originalitet i forhold til indhold og udførelse.
Der er en række ricisi forbundet med Investors projekt. For det første vil en række af de foreslåede aktiviteter, skidome, vandland, fitness med videre være energimæssige sorte huller, ikke mindst for så vidt som de udføres konventionelt. Og det lader til at være tilfældet. Dette betyder i det mindste, at omkostningerne til driften af disse - såvel som omkostningerne til driften af boligerne - vil stige med energipriserne. Der findes ingen sikre langtidsprognoser herfor, men der er enighed om, at fossile energipriser vil stige - muligvis på højde med de senere års markante prisstigninger. Hvad mere er, vil fortsættelsen af Kyotoaftalen - der skal besluttes i Københavns 2009 - formentlig sætte nye, hårde standarder for CO2 udledning og energibesparelser, hvorfor projektet i sin løbetid vil blive udsat for stadigt stigende miljøkrav til isolering, fornybar energikilder mv.
Den skidome, der pt. findes i Dubai skaber allerede forlegenhed hos dele af myndighederne pga. dens massive negative miljømæssige effekter. Læg mærke til rækkerne af enorme aircondition-anlæg, der konstant holder temperaturen under 0°Celsius, i en oliestat, der i øvrigt er ørken. Den offentlige dom over en skidome i det miljøbevidste Norden ligger formentlig lige for - og det bliver næppe i Egedal Kommunes farvør. Der er ingen tvivl om, at et projekt i milliardklassen, der for mange vil blive deres eneste kendskab til Egedal Kommune må tage alvorligt, at befolkningens holdning til global opvarming, energispild og bæredygtighed i øvrigt ændrer sig dramatisk over hele den vestlige verden netop i disse år. Om ikke for vores egen skyld, så for vores børn og børnebørns.
En anden helt oplagt svaghed ved Investors idéer er mangelen på indholdsmæssig originalitet, der kan retfærdiggøre et udlægge Nordeuropas største oplevelsesområde. Man må - logisk og forretningsmæssigt - have en oplevelsesøkonomisk strategi, der er i skala med projektets øvrige omfang. At nævne en skidome - der af ovenstående årsager i sig selv er problematisk - og et tropisk vandland, der allerede findes overalt på den nordlige halvkugle, kan næppe kaldes originalt, langt mindre en strategi. Hvordan skal attraktionerne udvikles over en årrække, for at tiltrække publikum, for eksempel? Herværende projekt vil kunne producere en udviklings- og fornyelsesplan, der er såvel fremsynet som fleksibel ift. den teknologiske udvikling og udviklingen i publikums preferencer. Konkurrencen fra andre attraktioner i Storkøbenhavn / Øresundsregionen vokser voldsomt disse år, og er allerede helt anderledes, end for Lalandia på Lolland, eller Lalandia 2 ved Legoland.
Borgernetværk 21 er altså et uformelt og upolitisk netværk af lokale borgere med en anderledes vision for Kildedal Park. Det er Borgernetværk 21s holdning, at Egedal Kommune - som naturskøn, veluddannet og relativt velstående hovedstadskommune med blik for natur, uddannelse og fremtidige generationer - har et helt andet ansvar for at skabe en original og langsigtet vision for Kildedal Park end at kopiere et 20 år gammel idé fra provinsen - uanset konceptets øvrige kvaliteter.
Og siden de glade 80'ere har global opvarmning og CO2 udslip skabt helt nye krav til vores måde at bo og leve på - hvilket lavenergihusene i Stenløse Syd Egedal er et godt eksempel på. Derudover er publikum blevet langt mere krævende og bevidste ift. til oplevelser. Lokalområdet - altså alle os - er tilsvarende blevet mere bevidste om gener fra trafik, støj og anden forurening. Her er udpluk fra de følgende sider.
Borgernetværk 21
Navnet 'Borgernetværk 21', der alene arbejder med Kildedal Park projektet, er valgt for at knytte an til Egedals Kommunes arbejde med 'Agenda 21 strategi'. Dette er - citeret fra Egedal Kommunes hjemmeside - 'kommunalbestyrelsens strategi for en frivillig indsats på mijøområdet, som ligger udover de forpligtigelser, der er indeholdt i den øvrige lovgivning.' Kommunalbestyrelsen er forpligtet til at udarbejde en sådan hvert fjerde år. Strategien skal indholde mål for
- Mindskelse af miljøbelastningen
- Fremme af en bæredygtig byudvikling og byomdannelse
- Fremme af biologisk mangfoldighed
- Inddragelse af befolkningen og erhvervslivet i det lokale Agenda 21-arbejde
- Fremme af et samspil mellem beslutningerne vedrørende miljømæssige, trafikale, erhvervsmæssige, sociale, sundhedsmæssige, uddannelsesmæssige, kulturelle og økonomiske forhold
Idéerne her i papiret lever op til Investors ambition for skala, men drejer hele projektet i retning af bæredygtighed og Kommunens arbejde med Agenda 21 - og søger i øvrigt at være langt mere ambitiøst i forhold til kvalitet, originalitet og langsigtet rentabilitet.